Det er tirsdag morgen. Som de fleste tirsdage tjekker klassen ind med WOOF, inden dagen går i gang. Det tager kun et par minutter. Hver elev svarer anonymt på et par hurtige spørgsmål om, hvordan de har det, og hvorfor. Svarene samles til et fælles billede af, hvordan klassen har det som helhed, som klassen ser på sammen på skærmen i klasselokalet.
Det er hele pointen. Ikke „hvordan har du det?‟, men „hvordan har vi det?‟. Hver dag er det en mulighed for at tage pulsen på klassens humør, energi og parathed til at lære.
Det er også en mulighed for at skabe forbindelser. Når en klasse kan se dette billede sammen, sker der noget. Dagens stemning og energi holder op med at være noget knyttet til den enkelte, men noget klassen er fælles om. Den bliver noget, hele klassen kan se, tale om og arbejde med sammen.
Spørgsmålet
I netop denne 7. klasse dukkede „Søvn‟ igen og igen op som en faktor, som påvirkede klassen negativt. Læreren noterede det ikke bare og gik videre. Hun spurgte klassen: „Det ser ud til, at søvn igen er et af vores lavpunkter. Skal vi tage et forløb om søvn?‟
Hvad de så, og hvad der ændrede sig
Læreren klikker på forløbet „Søvn‟. Det har tre moduler og er ikke et traditionelt pensum, hvor eleverne lærer om søvn. Det faciliterer en proces, hvor eleverne deler erfaringer, lærer af hinanden og finder på strategier, så de kan få det bedre med „Søvn‟. Gennem det første modul lander klassen på tre strategier: „En kop te før sengetid‟, „Læse inden man går i seng‟ og „Lægge telefonen væk før sengetid‟.
Med udgangspunkt i klassens initiativ kontaktede læreren også forældrene for at dele de strategier, klassen var blevet enige om, og fik dermed opbygget støtte og engagement hos forældrene.
I de følgende uger fortsatte klassen med at tjekke ind for at følge ændringer i faktoren „Søvn‟ og reflektere over, om strategierne blev brugt, hvad der virkede, og hvad der skulle justeres.
Den slags dialog gør tre ting. Den giver eleverne øvelse i at dele og lytte til hinanden og i at forstå sig selv som et fællesskab. Den hjælper med at opbygge stærke og oprigtige relationer mellem elever og lærer. Og de løbende data giver både lærer og elever et konkret og fælles afsæt for at være nysgerrig på hvad der påvirker dem og se om nye indsatser virker, altid baseret på elevernes stemme.
Under samtalerne i klassen fik læreren en dybere forståelse af elevernes hverdag: hvad de bekymrede sig om, hvordan de forsøgte at slappe af om aftenen, og hvordan sene beskeder skabte pres for at svare. Eleverne fik til gengæld en bedre forståelse af hinandens oplevelser, og af hvordan deres egne handlinger kunne påvirke klassekammeraterne.
I de næste uger kunne klassen se, at færre elever valgte „Søvn‟ som noget, der påvirkede deres humør negativt, det samlede humørniveau steg, og klassen skabte et Mønsterbrud: en positiv udvikling i data – ikke bare én dag, men en tendens over flere tjek-ind, der viser en positiv bevægelse for klassen.
Det er hele det cirkulære forløb: et signal i data, dialog og aktiviteter, der skaber handling og kompetence, og et løbende, databaseret feedback loop, der følger udviklingen.
Hvad det fortæller os
Det er én klasse, ét år og ingen kontrolgruppe. Det illustrerer mekanismen, men beviser den ikke. Men mønsteret ses på tværs af lærere. De, der engagerer sig dybt i tjek-ind og aktiviteter, ser reel bevægelse. De, der engagerer sig overfladisk, ser noget. De, der aldrig drøfter tjek-ind, ser næsten ingen.
For os er det den tydeligste lære her. Det er ikke selve tjek-indet og dataen, der skaber forandring i klassen. Det er samtalen, elevinddragelsen, handling og opfølgningen, som dataen afføder.









